fordeling inden de enkelte distrikter. Ialfald maatte landskylden af skattehensyn ikke nedsættes. Naar det derfor, som her, er tale om i store træk at fiksere jordegodsets fordeling mellem større grupper af eiere, saa maa sikkert ogsaa landskylden, slig som den var i 1650, ansees brugbar hertil. Netop gjennem grupperingen opnaaes ogsaa en udjevning.
Tingen er, at det har flere ikke uvæsentlige fordele at kunne sætte udgangspunktet et stykke bagenfor matrikulerings-aarene. Vi kommer derved i direkte rapport med den ældgamle distriktsinddeling i skibreder, og resultatet bliver mere skikket som tilknytningspunkt for de forsøg, som bør gjøres for at skissere jordegodsets fordeling længere tilbage. En endda vigtigere grund for Vestfolds vedkommende er den omstændighed, at vi omkring 1650 endnu kan faa et ganske godt overblik over den i og efter reformationstiden indflyttede danske adels stilling som jorddrot. Vi kommer altsaa i rapport ogsaa med adelsveldets tidsrum. Netop i 1650- og 60-aarene maa denne adel give slip paa det allermeste af sit jordegods, her i Tønsberg len væsentlig til fordel for byborgerne. Ikke mindst paa Vestfold har byborgerne en rask opgangsperiode i 1600-tallet, særlig fra 1630 og 40 af. Med den energiske forretningsmand Anders Madssøn i spidsen sætter de sig fast som jorddrotter i bygderne baade paa adelens, kronens og bøndernes bekostning. Ved at tage vort første tversnit af jordfordelingen saa tidlig som 1650 opnaar vi at faa markeret den sterke stigning i byborgernes indflydelse.
For at kunne eftervise de økonomiske interessebrydninger paa jordegods-feltet og særlig faa belyst bygdefolkenes kaar under disse, bliver jordegodset her udskilt i følgende eiendomsgrupper:
