dan Hvite og Sigrød, som fik Styrelsen i Trøndelagen. Disse tre staar altsaa for sig selv, og deres Forhold ved Siden af Ladejarlen, som efter Kap. 38 »havde al Styrelse i Trondhjem, naar Kong Harald var andensteds i Landet«, bliver unegtelig vanskeligt at forklare, med mindre det er en helt anden Sagnkreds, som her træffes.
Atter møder vi saaledes her den store oplandske Traditionsmasse eller Sagnkreds, og maa erkjende, at denne har øvet en betydelig Indflydelse paa Snorres Beretning om Harald Haarfagre.
Det nye Fylkeskongedømme, som Harald skal have indrettet, har i Traditionerne aabenbart staaet som noget, der var særeget for Oplandene og Landskaberne ved Christianiafjorden. Men i disse Egne maa da antageligvis med samme Grund tillige dets gamle Sidestykke kunne formodes at have hørt hjemme, medens dettes Tilværelse i andre Dele af Landet kan være mere tvivlsom. De Konger, som tidligere nævnes f. Ex. vestenfjelds, behøver ingenlunde at have været Repræsentanter for den samme Type af Konger som de østlandske. Det er meget muligt, at de endog kan have været høist forskjellige fra disse.
Østlandets og Vestlandets Samfundsformer kan indbyrdes have været meget afvigende. Kongenavn og Kongeværdighed har kanske dækket noksaa forskjelligartede Begreber, om hvis Indhold det ikke er tilraadeligt at dømme efter Navnet alene. De islandske Forfattere, som indsamlede Sagnene og forsøgte at sætte dem i System, kunde mene, at Konge var Konge, og at en Konge inden Ryfylke var jævngod med en Konge over Vestfold. For dem kunde en saadan Slutning forekomme naturlig og vel grundet. Men af deres Konjekturer følger ikke, at der virkelig fandtes en Overensstemmelse af den Art. Heller ikke kan der være nogen Grund til at forudsætte Ensartethed
