kanske lære noget om, hvorledes den kunstneriske Trang med dens skabende Evne, som var tilstede hos Hadelands gamle Beboere, maatte bane sig nye Veie, da deres Fantasi bortvistes fra de tidligere hedenske Forestillinger og i Stedet blev tvungen over i nye, som blev dem foreskrevne ved den nye, christne Lære, og hvad der kom i dens Følge.
Hadeland har en eiendommelig Natur.
Paa et Folks primitive Stadier kan netop den Natur, hvori det lever, yde megen Veiledning til at forstaa dets Udvikling gjennem dennes første Trin. I sin naturbundne Tilstand følger et Folk helt andre Impulser, end det vil gjøre, naar det er naaet længere frem. Naar vi leser om det eiendommelig formede Hedenskab, som Sagnet om Seid og »Finner« i fortrinlig Grad har henlagt i til dette Landskab, er det ikke umuligt, at dette for nogen Del kan finde sin Forklaring ud af dets Natur. Hadeland har de dunkle Lunde; det har de dybe, afløbsløse Tjern; det har de rige, frugtbare Agre og Enge. Her er altsaa god Plads for en Kultus, viet til Frøi og Njørd, som den, der møder paa det nærliggende Ringerike, og i disse Omgivelser kan Bevidstheden længe have holdt sig derom, kun med den Forandring, at hvad der engang havde været Kultus, senere blev opfattet som Seid og ulykkebringende Troldskab, – en Overgang, hvortil Forklaringen byder sig selvsagt frem, men som ikke kan vildlede, naar det først forstaaes, hvordan Sammenhængen der er.
Paa Hadeland træffes ogsaa det kuperede Lænde.
Der er Bakker og Hauger. Der er Plads for Haugtusser og Landvætter. Selve Halvdanshaugen, hvorom de islandske Historikere hørte Sagn, at der laa Harald Haarfagres Fader begraven, tør maaske nærmest have været knyttet til Forestillinger af denne Art. Sagnene har og-