Klarhed over, hvad en hörgr var, alene ved at holde os til de bevarede skriftlige Kilder. Disse kan ikke vise os andet end, hvad der mentes om disse Monumenter i en senere Tid. Selv om Traditionerne havde god Rede paa, hvad et saadant skulde være, og selv om de fæstede sig til bevarede Levninger af de gamle Mindesmærker, saa yder de os dog ikke den hele fornødne Hjælp. I sig selv er de jo ogsaa meget knappe.
Derhos er de heller ikke samstemmende. Men dette maa ikke forundre. I og for sig kan der ikke være nogen Grind til at forudsætte, at enhver hörgr har været af samme Type. For det første har de været anvendte gjennem meget lange Tider, og der har været en lang Udvikling i dem. I Aarhundredernes Løb har de kunnet forandre sig meget. Heller ikke behøver de til samme Tid at have seet ligedan ud allesammen. Ogsaa inden de samtidige Mindesmærker af denne Art kan der have været stor Forskjel.
Det kan forekomme sandsynligt, at et Monument som det under Alterhø, – vel at mærke i den Form, hvori Gerhard Schøning har beskrevet det, – kan give Vei- ledning. Det var et massivt, plumpt Alter, men havde tillige i Nærheden flere Stenkredse. Ogsaa det andet, af Bendixen beskrevne Mindesmærke (ovfr., S. 6 flg.) maa blive at undersøge. Begge disse maa regnes som tilhørende den samme Type. De er begge Altre, og maa derfor holdes nøie ud fra den anden Type, der repræsenteres ved Stenringene. Men samtidig dermed maa ogsaa haves for Øie, at disse tvende Typer kan forekomme og forekommer ved hinandens Side, – i den umiddelbareste Forbindelse. Der er saaledes ingen indre Væsensforskjel.
Schøning fortæller jo – som ovenfor er anført – at der ved det oprindelige Alter under Alterhø fandtes flere Stenringe, og dette Exempel kan være veiledende
