skaal, idet man har gaaet ud fra den Forudsætning, at det var et Offersted, under hvilket Navn det hele ogsaa i Almindelighed gaar i Omegnen. Det er meget muligt, at denne Betegnelse af den fundne Fordybning som Offerskaal kan være den korrekte. Men ogsaa i dette Tilfælde maa det formodes, at den der foregaaede Offerceremoni har havt en særegen Betydning, der svarer til de phalliske Emblemer, og passer ind i de Forestillinger, der var knyttede til disse, og som ingenlunde var indskrænkede til Norge alene, men har været udbredte over den hele Verden.
Simpelt og tarveligt, som dette phalliske Offersted – jeg finder det hensigtsmæssigt at anvende denne Betegnelse – endnu kan forekomme, tør det være, at det vil vise sig at have en stor Interesse og at give udmærkede Bidrag til Forstaaelsen af vore Forfædres religiøse Forestillinger. Deres phalliske Guddomme var fremfor andre Frøi (og Frøia). Men netop i Omegnen af Valby findes der Spor af gammel Frøikultus. Frøi var Frugtbarhedens Gud, og intet Sted kan synes at være mere passende for at dyrke ham end just de vakre og frugtbare Sletter, som breder sig rundt om Viksfjordens lave Bredder. P. A. Munch[1] har allerede været opmærksom herpaa. Han har tænkt sig, at de til Norge udvandrede Ynglingekonger hertil havde indført Frøikultusen og skabt et Midtpunkt for denne ved Tjølling. Munch henfører Grundlæggelsen af denne »upsalske Frøikultus«, som nu fremtræder paa Vestfoldrigets frugtbare Jordbund, til Halvdan Hvitbein og hans Søn Øistein. Hermed kan det være, som det vil. Men det er vel egnet til at paaagtes, at der er en saadan Overensstemmelse mellem Upsala og Tjølling i dette Punkt. Af hvilken Art den almindelige Frøiskultus
- ↑ Det norske Folks Historie, I, 1, S. 270.
