saa Wedel-familjen fik Jarlsberg 1683, stansede omtrent al ny-erhvervelse. Greverne Wedel benyttede ikke sin magtstilling til at slaa under sig mer og mer jord. Foreløbig kom dog dette mer byborgerne end bygdefolkene tilgode.
Gyldenløve derimod optraadte i sit grevskab som den jordgriske magnat, et fuldstændigt sidestykke til Langerne. Men han var langt farligere end disse, fordi han havde ganske andre magtmidler til sin raadighed. Nogen overflod af rede mynt synes han ikke at have havt[1]. Men han var greve og kong Kristian den femtes halvbror, for hvem denne »af sær kongelig naade haver ophøiet Laurvigen til det første grevskab udi Vores riger Danmark og Norge«. Derfor blev han udrustet med rundelige privilegier. Og trængtes nye slige, var adgangen let. Som vi snart skal se, opnaaede derfor Gyldenløve snart at lamme al konkurrence om gamle Brunla’s jord og naturrigdomme. Det lavmaal af økonomisk kraft, bygdefolkene havde havt, sank endnu mere, ialfald omkring greveresidensen. Og byborgerne maatte lade sig nøie med smuler, som her og der kunde falde af.
Seiren blev alt for let. Gyldenløve burde i 1670 mødt en Anders Madssøn i Brunla! Havde Larvik dengang blandt sine borgere talt en overlegen forretningsmand med Anders Madssøns ærgjerrighed og pengemagt, saa havde det ialfald blevet spørgsmaal om udholdenhed, en egenskab han nu slap at aflægge prøve paa.
Efter en jordebog fra 1703 er jordfordelingen i Larvik grevskab da følgende (se planche II):
| 15 | % | selveiergods, | tilsammen bygdefolkenes andel. |
| 8 | % | bondegods, | |
| 20 | % | kirkegods, | |
| 39 | % | grevegods, | |
| 18 | % | byborgergods. |
- ↑ I 1698 skylder han i fru Karen Madssøns bo 10 000 rdl.
