gods. Hans datter Margreta Gjedde blev gift med Nils Lange, og paa den vis kom Halsen gods over til ham.
Nils Langes jorddrot-stilling i Brunla i 1650 er imponerende. Han har sat en rekord. Vi kan ganske sikkert gaa ud fra, at saa stor andel af lenets jord har ikke – ialfald siden Ynglingekongernes dage – været samlet paa nogen enkelt jorddrots haand.
Men herligheden var hul. Det var bare i navnet, Nils Lange stod som eier. I virkeligheden var han en forgjældet mand og kunde ikke engang klare de beskedne forpligtelser, han som lensherre over dette vesle len stod i til kronen[1]. Og meget af jordegodset var alt pantsat, især til byborgere.
Nils Lange døde 1652. Aaret efter sprængte en vandflom Faris-dammen, og nu strøg baade Fritsøs hovedbygninger og jernverk, sager og møller i fosserne med. Folk var overtroiske dengang. Utvilsomt har derfor mangen bonde og bymand opfattet denne tildragelse som et varsel og profeteret om Lange-familjens fald. Og spaamændene fik i saa fald ret. Et snes aar efterpaa var Langernes navn udslettet af Brunla lens jordebøger.
Kirkegodset. Det udgjorde 1661 endnu 20 % (1⁄5)
af lenets jord, skjønt det var blevet alvorlig beklippet ved
reformationen. Saaledes havde Gimsø kloster ved Skien,
foruden spredte brug i dette lens bygder, eiet næsten
hele Bergs sogn af Brunlanes. Og Laurentius-kirken og
St. Olavsklostret strakte naturligvis sine lange jorddrotarme
ogsaa ind i Brunla. Saaledes eiede Olavsklostret
1537 endog Fritsø hovedgaard. Saavidt skjønnes, maa
- ↑ Lensregnskaberne viser, at Nils Lange paa indkrævet skat for aarene 1649–52 skyldte kronen ca. 4800 rdl.