Paa Ormem traf jeg en Mand, der var bosat i Nærheden,
og som fortalte mig, at Alteret stammede fra en
forholdsvis moderne Tid. Omtrent ved Skiftet mellem
det 18de og 19de Aarhundrede havde der nede i Romsdalen
boet en Mand, der følte sig tiltrukken af Høifjeldets
store Ensomhed, – en filosofisk grublende Natur, der
navnlig havde sine egne Meninger om Religion. Denne
Mand flyttede op paa Kabben og blev boende der, og
dyrkede saa Gud paa sin Vis ude i den mægtige Fjeldverden,
i Naturens store Kirke. Han byggede Alteret
under Alterhø. Det skal ogsaa have været hans oprindelige
Plan at omgive dette med Mure og dække det med
Tag. Men denne Tanke blev aldrig udført.
Han, som flyttede op til Kabben, var af den samme Slægt, som endnu lever paa Gaarden Flatmark. Ved min Ankomst til denne, den 5te August, kunde jeg dog ikke om ham erholde andre Oplysninger, end at Fortællingen om hans Bosættelse paa Kabben virkelig var sand, ligesom det vel maa ansees for rimeligt, at han har givet Alteret den Form, som det nu har, og at hans Forbillede dermed har været det christne Alter. Men hvad han har udført, er ikke nogen Nybygning, – kun en Ombygning.
Paa den Tid, da han flyttede op til Kabben, stod fremdeles det gamle Stenmonument, som Schøning har beskrevet efter Oplysninger fra 1773. Naar det i det 19de Aarhundrede har faaet et ganske andet Udseende, da byder denne Mands Ombygning en aldeles tilfredsstillende Forklaring af en saadan Forandring. Hvad Schøning beskriver, er Alteret i dets urgamle Form og Udseende. Hvad de senere Besøgende har seet og beskrevet, er Alteret, som det blev omdannet af den ensomme Mand paa Kabben. Han forefandt der den gamle Kultusplads, med dens af Heller opførte Alter. Ogsaa han blev greben af Naturens Mægtighed paa dette Sted og valgte det for
