har derfor mængden hele dette tidsrum bare vist En større svingning i den betydelige øgning, da omkr. 50 gaarder ved Gyrvhild Fadersdatters skjøde af 1599 lagdes til. Vi finder krongodset 1661 spredt i alle lenets bygder, mest i Brunlanes, hvor Gimsø kloster havde havt saa mange gaarder, mindst i Hedrum (og Kodal). Godsets betydeligste gaarder var Herre-Unneberg, Hosle og Sverstad i Sandeherred, Sundby, Østre Vittersen, Tveiten, Nedre Dreng og Bisjord i Tjølling, Østre Ringdal, Østre Seierstad og Rauan i Hedrum, og paa Brunlanes næsten hele Bergs anneks (her laa Eidstein) samt i hovedsognet Aske, Østre Hvatum, Tveiten, Halle, Brekke og Tanum.
Adelsgods. Jeg har i skissen om Tønsberg len fremholdt,
at middelalderens storadel ikke kan siges at have
indtaget nogen fremtrædende jorddrotsstilling paa Vestfold.
Men mest har den dog været knyttet til Søndre
Vestfold. Vel kan det ikke peges paa, at nogen af de
store slegter har havt sit vigtigste familjegods og sit egentlige
hjem i denne egn. Men de havde dog større besiddelser
og gamle storgaarder her, saa medlemmer af disse
slegter maa til stadighed have boet paa disse. Af og til
støder vi ogsaa paa, at mere fremragende stormænd har
resideret her, om end vistnok for kortere tid.
Blandt bygderne indtager i dette stykke Brunlanes en fremskudt plads. I denne bygd laa tre gamle storgaarder: Manvik, Brunla og Eidsten.
Hovedtrækkene i Manviks historie er følgende: En Lodin af Manvik nævnes som en af Magnus Erlingssøns høvdinger i slaget ved Fimreite 1184. Stig Haakonssøn til Manvik omtales omkr. 1330. Senere synes Manvik længe uafbrudt at have tilhørt medlemmer af Havtorssønnernes mægtige æt (hvis stamfar Havtor Jonsson var gift med kongsdatteren Agnes Haakonsdatter). Hoved-