Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/146

140

CARL WILLE SCHNITLER.

Hvad enten nu tegneskolens bestyrelse har havt nogen andel i dette forsøg eller ikke, – det gjaldt i alle tilfælde et forhold, som var af høieste interesse for den. Det var høsten 1812 ca. ³⁄4 aar siden skolen var traadt i virksomhed. Den prøvetid, som direktionen vel har stillet som betingelse, var udløbet. De erfaringer man i denne sag havde gjort var ikke opmuntrende. Uagtet en hel del elever oprindelig havde tegnet sig, kunde der gaa uger, ja hele maaneder, i hvilke bare 2 à 3 elever havde indfundet sig, saaat lærerne begyndte at tabe lysten, elevernes fremgang blev følgelig liden, og man maatte forudsætte, at ogsaa bidragsydernes interesse og dermed deres pengebidrag ved de skuffede forventninger kunde komme til at bortfalde. Bestyrelsen havde faaet sin formodning sørgelig bekræftet, at »Haandværksstanden mangler tilstrækkelig Receptibilitet saavel for moralsk som intelectuel Forædling og derfor vil nu Egennytte og eensidig Tænkemaade standse det Værk, som alles Lyst og Iver kunde drive«. Paany lagde den direktionen varmt paa hjerte at tage § 12 under fornyet overveielse, da den var en livsbetingelse baade for denne skole og for dem, som tænktes anlagt efter dens mønster. I henstillingen herom til regjeringen (»der med saa megen Varme arbeider paa at fremme Konster og Videnskaber«) kunde man saa med det samme slaa par onskeligheden af statsbidrag til skolerne, da man fandt det uretfærdigt baade overfor det bidragsydende publikum og overfor »en saa vigtig Konst«, at dens fremme skulde bero paa tilfældig sammenskud^[1].

vedkommende meget vel kunde passe ogsaa for de norske kjøbstæder. [Skr. til cancelliet i akademiets copibog den Nov. 1812].

1. Skr. fra bestyrelsen til selskabets direktion af 13de October 1812 i Rigsarchivet (blandt 3de Departements Indlæg, 19de Mai 1813).