Stedet gaar der ellers Fjeldveie til forskjellige Sider. Olaf kunde have draget fra Grøndalen og maaske dennes Sidedal, Stendalen, op til Foden af Alterhø, hvorfra der er en vid Udsigt; lige foran aabner sig en bred, øde Fjelddal, Mebotn, mellem Storhætta og Mehø paa den ene Side og Vermhø og Bjørneggen paa den anden. Fra Alterhø gaar saa Fjeldvei til Brøste i Ulvaadalen, paa Grænsen mod Lesje, og derfra igjen til Einbu, hvor Olaf kom ned. Forsaavidt har alt sin gode Sammenhæng; men selve Stedet, hvor Alteret ligger, er dog noget udenfor Veien.«
Ogsaa hos Bendixen møder vi den samme Henvisning til Olav den helliges Færd i 1028. Dog er den hos ham kun fremsat under Tvivl, ved Henvisningen til den Kjendsgjerning, at selve Alteret dog befinder sig i nogen Afstand fra den Vei, Kongen sandsynligvis maa have taget. Derhos er Bendixens Beskrivelse overensstemmende med den, som Kraft har givet hos Nicolaysen, og dermed tillige afvigende fra Schønings. Alteret er ikke det massivt opmurede Stenalter, kun et af to Heller, en liggende og en staaende, dannet Bord, der støtter sig mod en høi Heller. Bendixen har tillige givet den korrekte Oplysning, at Alteret ikke befinder sig paa et Fjeld (som hos Kraft og Nicolaysen) eller paa Fjeldhøiden Alterhø (som hos Thesen), men derimod lige under Toppen af Alterhø. Omend Alteret befinder sig høit tilfjelds, saa ligger det dog i en Dal, ikke paa en høi Fjeldtop.
Efter Bendixens kjender jeg intet Besøg og ingen Skildring af Alteret under Alterhø. I sin interessante Reisehaandbog over Romsdals Amt har Bastian Dahl nok omhandlet dette Mindesmærke. Men hans Beskrivelse er ikke bygget paa Selvsyn. Han anfører kun, hvad Bendixen har skrevet. Af Folkene paa en af Gaardene Sletta har jeg hørt, at en dansk Videnskabsmand ved
