Hopp til innhold

Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/114

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
108
O. OLAFSEN.

Folk, som bevislig har holdt til i Lavlandet og fortrinsvis paa de bedste Steder, kunde samtidig færdes med Ren oppe paa Høifjeldet.

Spørgsmaalet er saaledes endnu ikke løst, og kanske det aldrig vil blive det. Saameget kan man kanske antage som sandsynligt, at et Nomadefolk, som levede af Rensdyr, og som hørte den finsk-ugriske Folkegren til, har i Aarhundreder og kanske længere havt sit Tilhold paa Vidden. Det er intet i Veien for, at de endnu i Begyndelsen af den historiske Tid har holdt til her. At der findes Redskaber af Jern blandt deres Efterladenskaber, er intet Vidnesbyrd om, at Folket hørte Jernalderen til. Dels kan det jo tænkes, at de stod i Forbindelse med Nordmændene nede ved Fjorden eller i Dalene, og dels kan det antages, at Jernsagerne skriver sig fra en senere Tid. Det var nemlig Skik og Brug, og det er det endnu til en vis Grad, at Jægerne og Fiskerne benyttede Stenboderne paa Fjeldet, hvor de fandt dem. De betragtedes næsten som et Fælleseie, selv om denne eller hin Mand havde sat dem op. Havde et Nomadefolk bygget de omtalte Stenboder og senere forladt dem og Fjeldet, vilde efter al Sandsynlighed Nordmændene benytte dem senere, naar de færdedes paa Fjeldet. Det er intet i Veien for at antage, at disse sidste gjennem mange Hundrede Aar har benyttet de gamle fundne Stenboder, og at de fundne Jernsager er Efterladenskaber fra dem.

Hermed gaar jeg over til et andet Spørgsmaal, som angaar en senere Tid, nemlig om de gamle Nordmænd i Middelalderen kjendte og brugte Hardangervidden. Som bekjendt er det meget sjelden, at vore Sagaer omtaler, at Høvdinger eller andre drog over Fjeldet mellem Hardanger og Østlandet, medens der idelig og altid fortælles om Reiser gjennem Gudbrandsdalen, over Dovre, gjennem