Men efter den omhyggeligste Gjennemgaaelse af de
fremførte Grunde, er det mig umuligt at give Forfatteren
min Tilslutning.
Han bygger nemlig sin Bevisførelse paa Sagaerne, og han overser derved, at disse er skrevne mindst 200 Aar efter Slaget, medens enkelte af dem er betydelig yngre, endog forfattede henimod 1380. Doktor Augestad synes ovenikjøbet at ville benytte Peder Claussøns Oversættelse af Kongesagaerne som primær Kilde, ved Siden af disse selv. Han har derved handlet i Strid mod en af de mest fundamentale Regler for al historisk Kritik, ved ikke at begynde med en Prøvelse af Kildernes gjensidige Værd. I det Sted tager han dem alle lige gode, til og med den Opgave, at der var 45 og 20 Skibe paa hver Side. Det vækker hos ham intet Anstød, at denne Viden hos en Sagaskriver først dukker frem omtrent 350 Aar, efterat Slaget stod. Hvad der staar skrevet, det er for ham skrevet og dermed sikkert.
Dette er den store Grundfeil ved Doktor Augestads Undersøgelse. Dens Følge bliver igjen den, at der intet kan bygges paa Undersøgelsens Resultat. Sagaernes detaillerede Beskrivelser er for den moderne Kritik i dette Spørgsmaal omtrent værdiløse. Man maa kræve, at den, som vil skrive over historiske Emner, ogsaa har, ialfald i nogen Grad, Kjendskab til, hvad historisk Metode og derpaa bygget Arbeidsmaade har at sige. Dette Kjendskab synes Doktor Augestad helt at savne. Det kræves nu, at Undersøgelsen begynder med kritisk Prøvelse af Kilderne, og at disse bringes i det rette Forhold til Emnet. Man maa saaledes ikke – som her faktisk skeet, S. 250 – regne det 19de Aarhundredes Sagaoversættelser som »Kilder«. I dette Tilfælde er der endog Grund til at spørge, om Forfatteren kjender, og om han har benyttet de oldnorske Texter. Han anfører ikke engang Nesja-
