„holdtes der Blot i Skiringssal, som man søgte til over hele Viken“. Overalt kan der kun være Tale om et Distrikt, hvor der er flere Lokalnavne og Gravhauger og rummelig Plads til Samling for mange Mennesker ved Offergilderne. Naar i et engelsk Skrift fra 9de Aarhundrede (Kong Alfreds Oversættelse af Orosius, Tillæg) en Havn (Port) i det sydlige Norge selv kaldes Sciringesheal, maa dette derfor ligeoverfor de hjemlige Kilders Enighed betegnes som en Unøiagtighed, idet Landskabets Navn er nævnt istedenfor det specielle Sted, som vel intet Navn har havt.
Navnet „Skiringssal“ skrives i de fleste Haandskrifter af Snorres Kongesagaer (Jofraskinna og Cod. Frisianus) samt Sogubrot Skíringssalr; og hermed er den angelsaxiske Skriveform Sciringesheal nær beslægtet; men i Haandskriftet Kringla fra o. 1260 samt i Fagrskinna fra c. 1350 (skrevet i Viken) skrives det Skírissalr, og Udtalen maa altsaa i 14de Aarhundrede i Norge ialfald have været vaklende, siden man i Breve fra Vestfold finder Navnet skrevet dels „Skirrikxsaal“ (1419 DN. I No. 661), dels „Skirisal“ (1445, DN. IX No. 295). Senere er Navnet forsvundet, og da det gjennem Peder Claussøn og Torfæus kom ind i den lærde Literatur, vidner Navneformerne om, at ingen af disse lærde Mænd kjendte Stedsnavnet. Peder Claussøn oversætter: „Skiærtid hos Skierings-Aa“ og har altsaa i Jofraskinna læst Skiringssal som Skiringsaa, og Torfæus oversætter Skirisdal for Kringlas Skirissal; disse Forvanskninger findes igjen hos senere: den første hos Ramus, som jo idethele excerperer Peder Claussøn uden videre selvstændig Undersøgelse, den anden hos Schøning, som derved hindredes fra at se, at „Skíringssalr“ hos Snorre maa forbindes med Kong Alfreds Sciringesheal, som han derfor uheldigt rettede til Cyningesheal (Konghelle).
