heden er der en Gaard, som heder Buer (!); kort sagt, Sandefjord bliver Centrum i det gamle Rige Vestfold, ja i hele Viken.
Man bliver ikke overrasket over disse nye og mærkelige Resultater, naar man faar vide, at Forfatteren er født i Sandeherred og opvoxet i Sandefjord, at han altsaa kjæmper pro aris et focis, naar han vindicerer for sit Fødested, hvad Historikere har været vrangvillige nok til at henføre til et Nabosogn eller Nabosogne. Forfatteren synes overhovedet at være et mærkeligt Exemplar af Arten „Bygdepatrioter“, – brave Mænd, som kan gjøre Nytte inden et begrænset Omraade, men snarest gjør Skade, naar de vover sig ud paa Erobringer. Forfatteren tilstaar selv i sin Fortale, at „vi har under Arbeidet i en ikke ringe Grad følt Savnet af specielle Forkundskaber, særlig sproglige“ og han tilføier, at „vi har derfor paa flere (!) Steder maattet udtale os med stor Forbeholdenhed“; men denne Mangel paa Forkundskaber har ikke hindret ham fra at forlade de Forklaringer, som grundige Historikere og Sprogmænd har opstillet, for at seile ud i de vilde Hypothesers Hav, hvor man uden den nødvendige Ballast af Forkundskaber risikerer hvert Øieblik at synke tilbunds. Det er ganske vist slemt nok, naar en Forfatter indlader sig paa sproglige og etymologiske Funderinger, som kan fortælle, at „j Monum“ maa antages at have havt i Nominativ „Mor“ eller „Moir“, og altsaa ikke kjender de sædvanlige Flexionsformer i Oldnorsk. Ordet heder Mór, i bestemt Form som her Mórinn (Móir er ingenting, thi i Flertal heder det móar). Eller at „Næsium vestra“ vilde nu have lydt „Vestre Næs“ – han ved altsaa ikke, at Næsium er Dativ i Flertal, altsaa af Nesjar. Eller hvad vil man sige, naar han citerer en Overskrift „Tjodlings og Sande Sokn“ som en Antydning om, at Tjølling og Sandeherred tidligere har
