første ganske røddede af Veien; thi endnu ikke er jeg kommen saaledes i Rolighed, at jeg har kunnet begynde at arbeide igjen; men vilde jeg opsætte at skrive dig til endnu længere, saa maatte jeg frygte for, at det slet ikke blev noget af; thi saa pleier det jo altid at gaae med alt, som opsættes fra den ene Dag til den anden.
Om min Reise fra Dresden til Hjemmet vil jeg ikke fortælle dig noget videre: den gik i alle Henseender meget lykkelig for sig, og jeg mødte paa den saa fan uventede Hindringer, at jeg kunde være istand til at ankomme til Christiania Dagen efter den Dag, som jeg i et Brev fra Dresden havde bedet min Moder møde mig i førstnævnte Brev. Til Magdeburg lagde vi halv Veien tilbage tilfods og det i 4½ Dag, og vel var min ene Fod ved denne temmelig forcerede Marsch, eller vel endnu rettere ved en Skoe, som ikke passede godt og som jeg ikke kunde faae ombyttet med en bedre passende, bleven saa fordervet, at jeg endnu kan føle den, men derom bekymrede jeg mig kun lidet, da denne Marsch havde, som jeg haabede, atter for nogle Dage restitueret mig fortræffelig. De 2 første Dage paa Marschen var jeg syg, men da jeg den 3die nødtes til at gaae henved 7 Mile og det med en sterk Nordvestvind, saa blev jeg brav og forblev at være det for det meste paa den øvrige Deel af Reisen. I Kjøbenhavn opholdt jeg mig kun 3 Dage, da jeg forhen havde allerede været 3 Dage i Præstøe hos Grundtvig: imidlertid forsømte jeg ikke personlig at gaae til Frue de Coninck med Sølvtøiet (hvilket kostede mig underveis en Deel, skjønt vist unødvendig Angest): jeg lod mig melde som En, der nylig havde talt med hendes Ungdomsveninde Fru Brach (?), men det blev mig svaret, at hun var syg og derfor ikke kunde tale med mig nu, men at hvis jeg vilde komme igjen en anden Gang, skulde jeg maaske faae hende i Tale. Dertil havde jeg ikke Tid, og sandt at sige heller ikke Lyst, thi jeg havde hørt, at hun ikke skal være lykkelig, og derfor ønskede jeg slet ikke at faae hende i Tale, saasom jeg vidste at det altid er Mennesker, der ei føle sig lykkelige, ubehageligt at tale med Fremmede. Fra Kjøbenhavn reiste jeg til Frederiksborg og derfra til en i Nærheden boende Præst Gad, der er i Svogerskab med mig; paa begge Steder havde jeg ret megen Fornøielse, at see det ærværdige Frederiksborgs Slot interesserede mig mere, end fast alt det, som jeg ellers paa min Reise havde
