sammen med den ændrede karakter, som disse fylkers bondebefolkning har antat. Paa Hellig-Olavs tid har vi her væsentlig en selveiende bondestand, som drev sine store gaarder med trælers hjælp. Ved midten av det 12. og endnu mere ved midten av det 13. aarhundrede er trælerne blit fri og sitter som leilændinger paa jordegods, som eies av kongen, kirken, adelen eller en faatallig hauldsklasse. Hos denne bondebefolkning, som kalder sig selv þorparar (husmænd), er den politiske interesse ikke stor, og den naar ialfald ikke meget utover mat- og pengeinteressen. Det er derfor naturlig, at kravet paa en reduktion av nævndemandstallet og en forhøielse av diæterne har fundet almindelig tilslutning hos bønderne paa vestlandet. Men, hvis dette er saa, da er det ogsaa et merkelig vidnesbyrd om den trønderske bondestands politiske selvstændighet, at den ikke er revet med av denne nedgangsbølge; ti ogsaa der var trælene blit fri, og ogsaa der var jordegodset kommet i adelens og geistlighetens eie. Men der har kongemagten neppe opnaadd nogen reduktion av folkets repræsentation paa lagtinget.
Tendensen i Magnus Lagabøters lagtingspolitik kommer maaske tydeligst frem i hans to islandske lovbøker, Járnsíða[1] (1271–73) og Jónsbók (1281). Begge fastsætter et bestemt antal nævndemænd for de 12 tinglag (þing), hvori hele landet nu blir delt, og dette antal varierer i Hk. mellem 6, 8, 10, 12, 15 og 20, ialt 140, og i Jb mellem 4, 5, 6, 8 og 12, ialt 84. Møtedagen er i begge lovbøker Petersmesse (29⁄6), saaledes som i Magnusteksten i G og F. Tingfærdslønnen er som i Grg. ikke lovbestemt. Alle sysselmænd (valdzmenn = de tidligere goder) er pligtig at møte personlig eller ved fuldmægtig, ellers skal lagmanden negte at paadømme deres saker i det aar
- ↑ Jeg citerer efter Hákonarbók (Hk) i NgL I 259 ff.
