Ved reskript av 6. 4. 1672 blev for at begunstige rigets egne skibe bestemt, at medens udenlandske skibe skulde maales efter sin fulde drægtighed, skulde der i maalebrevene for de indenlandske skibe trækkes fra 1⁄6 i læstetallet, idet skibsavgifterne beregnedes efter dette. »Dette bedrageri,« siger statsraad J. H. Vogt[1], »vilde regjeringen ikke vedkjende sig, hvorfor reskriptet indeholdt at det ikke maatte bekjendtgjøres,« ligesom senere »en skrivelse av 24de mai 1794 fra det daværende general-toldkammer paalagde vedkommende betjente ikke at bekjendtgjøre noget om denne de indenlandske fartøier indrømmede begunstigelse«[2]. Ligeledes var fra gammel tid av tilstaaet norske skibe eftergivelse av 1⁄7 av trælasttolden. Den sidste begunstigelse blev ved kgl. resol. av 22.11. 1811 ophævet for den tid krigen varede, og blev siden ikke tilstaaet paany. Bestemmelsen i reskriptet av 1672 blev forandret som følge av provisorisk anordning av 7. 12. 1818, idet det ved cirkulære til toldkamrene av 16. 2. 1819 blev bestemt, at skibe som blev opmaalt efter den tid, ikke skulde faa den nævnte begunstigelse. Men da denne forandring gjorde sin virkning gjældende langsomt
