Brevet avdækker saaledes en enkel og inderlig sammenhæng
i Lofthuses handle- og tankeliv. Og endnu noget
mere gir det os. Blir end totalindtrykket av dets mange –
tildels forvirrede – ord og gjentagelser mere blekt og personlighetsfattig
end vi hadde ønsket, saa meget har det
likevel faat med av sin ophavsmands væsen at et hoveddrag
ved Lofthuses karakter tar fast form under læsningen
av det. Aanden i brevet er den samme som i Lofthuses
handlinger fra den tid da han endnu hadde frihet til at
øve dem; den er agressiv, fremadvendt, ikke tilbakeskuende.
Det er en slagen mand, men ikke en tilintetgjort, som taler
i det. Som en mand hvem livet endnu ikke har knækket,
nøier Lofthus sig ikke med at skaffe avløp for sin aands
bevægelsestrang i daadløse opgjør med sig selv og sin fortid.
Livet kalder endnu paa den vingestækkede bondefører og
fylder ham med planer for fremtiden. En urokkelig tro
paa sin saks retfærdighet holder ham oppe, hindrer ham i
at resignere, driver ham til at lete efter nye utveier.
Først naar vi fastholder tidspunktet for brevets avfattelse, faar vi mening i al denne lyse fremtidstro, som gjennem dette merkelige dokument straaler os i møte fra et av de mest trøstesløse fængselsliv vor historie kjender. Det er skrevet 21⁄2 aar efter fængslingen og 3 aar før der faldt dom i saken. Om denne dom kredser alle fangens tanker. Han frygter den ikke; tvert om, den er det han klynger sig til, den er det han haaper og tror paa, den er det som endnu gir ham muligheter, fremtid. Med en næsten nervøs iver avviser han alle velmente forslag om at nøie sig med den halve forholdsregel at opta tingsvidne i saken, en utvei som bare kan hindre eller ialfald vanskeliggjøre den fulde retslige avgjørelse. Ut fra sin faste overbevisning om at han straffes og lider uforskyldt ønsker han intet heller end at saken skal bli tat op helt fra nyt av og utredes saa grundig og redelig som mulig av »aldeles uvedkomende personer som upartiske Comissarier«. Men for den haardt prøvede mand er dette endnu ikke nok; rettens haandthævere har beredt ham for mange og bitre skuffelser til at han trygt kan overlate sin sak i deres hænder. Selv maa han »abesolute være tilstæde og nærværende«; for »uden saae skeer kan og komer den Rette Sandhed aldrig for Dagen paa nogen af Siderne«. Sandheten og retfærdigheten er