vendigvis ogsaa med sig en finansiel. I anden række er desuten den middelalderlige stat en institution med det formaal at opretholde en viss grad av retssikkerhet indenfor sit omraade. Organerne for begge formaal er i Norge konge og ting; deres myndighet kan være avgrænset paa forskjellig vis mot hverandre; men indenfor sit omraade er hver av dem fuldt selvstændig; man kunde med en sterk anakronisme næsten fristes til at tale om en slags Montesquieu’sk »magtfordeling« i Norge i det 11.–12. aarh.
Saalænge nu baade den militære og finansielle administration og reglene for retssikkerheten var forskjellige i de forskjellige lagdømmene, er »enhetsstaten« ikke gjennemført i Norge. Landet er at betragte som en slags »forbundsstat«, styret av en (eller flere) konger tillikemed tre, fire eller flere indbyrdes navhængige lagting, og først efterhvert som administration og retsregler, beskatning og mynt- og vegtsystem blir mer og mer ensartet, utviskes de gamle motsætninger og enhetsstaten staar frem.
Denne utviklingen begynder i anden halvdel av det 12. aarh. I 1152 organiseres en norsk landskirke som en enhet under ledelse av erkebispen i Nidaros, og i den følgende menneskealder begynder erkebiskoppene Eystein og Erik en kirkelig landslovgivning, som vi imidlertid har bevaret saa smaa rester av, at vi ikke rigtig kan vurdere dens betydning. Paa riksmøtet i Bergen 1163 blir det vedtat tronfølgelov og den første landefredslov for hele riket; saa kommer rigtignok det siste og voldsomste utbruddet av borgerkrigene – under Sverre – og bringer en foreløbig stans; men Sverre tar op igen arbeidet henimot »enhetsstaten« ved sine ansættelser av kongelige embedsmænd, sysselmænd og lagmænd, over hele landet. Men fastere sat han likevel ikke end at det bare var faa aar, han hadde fred til at styre hele landet, og fra bag-
