Trondheimen været Norges hode, men nu var det gjort til hærland. Kongen bøier sig da for trønderne og faar tilnavnet »den gode«. – Karakteristisk er det ogsaa hvor rosende eftermæle, navnlig for »vennesælhet«, slike utpræget trøndske konger som Magnus den gode, Haakon Toresfostre og Eystein Magnusson faar[1].
Harald Hardraades svake stilling i Trøndelagen antyder Fagrskinna ved at motivere uvenskapet mellem ham og Einar Tambarskjelve med, at »Einarr vildi jafnask at ríki við Harald konung alt at Þrœndalǫgum«. Fagrskinna kjender ikke noget til kampen mellem kong Harald og Haakon Ivarsson og motiverer oplændingenes oprør med, at Olav Haraldsson hadde git dem bedre retterbøter, baade med utredsler og andre paalæg, end landsfolket iøvrig, og at Harald ikke vilde la dem beholde en slik fortrinsstilling – altsaa en kamp om rent lokale interesser.
Karakteristisk for Fagrskinnas trøndske holdning er ogsaa beretningen om Valdemar Danekonges brev til trønderne for at lokke dem fra Erling Skakke; kong Valdemar lover der trønderne sit venskap og at de skal være slike mænd i Norge som de før hadde været i gammel tid og som de hadde æt til, og han gir dem haab om, at han vil ta en av dem til konge eller lands-høvding. Fagrskinna fortæller ogsaa med større eftertryk end Heimskringla om den tilslutning birkebeinerne under Eystein Meyla fik i Trøndelagen av »alle de beste bondesønner«, likesom dets holdning overfor Erling Skakke er utpræget uvenlig; sammenligner man Snorres og Fagrskinnas skildring av slaget paa Ré (1177), er det ogsaa paafaldende hvor meget sterkere sympati Fagrskinna har for birkebeinerne, likesom Snorres slutning om Magnus’s ry mangler i Fagrskinna.
Gaar vi – med Finnur Jónsson – ut fra, at Fagr-
- ↑ Ogsaa i Heimskringla og andre sagaer lægger man merke til dette.
