retterbøter; han ophævet julegaver for dem. Vendte da ogsaa alle trønder sig til venskap med kong Haakon. Da tok kong Haakon sig hird og for siden tilbake til Oplandene. Han gav oplændingene alle slike retterbøter som trønderne; de var ogsaa hans fulde venner«[1]. – Hans kongedømme var altsaa av en helt lokal art.
Før det kom til aapen feide mellem Magnus og Haakon, døde Haakon ved et ulykkestilfælde, og da hans lik blev ført til Nidaros »gik hele bymængden kongens lik imøte, de fleste graatende, ti alle elsket ham heftig«. »Han var en av de høvdinger som hadde været mest elsket av almuen«.
Haakons sak var dog ikke slut, fordi han selv var død. Steigar-Tore reiste nemlig paa Oplandene og i Trøndelagen en oprørsflok mot kong Magnus, og til konge tok de en dansk mand, Svein, søn av Harald Flette, »en ætstor mand i sit land«; »han hadde været hos kong Haakon«. Dette ser jo yderst gaatefuldt ut; men nogen grund maa det ha været for valget av Svein, og grunden kan bare ha været, at han var en frænde av kong Haakon, og man kan kanske gjøre en gjætning om arten av dette slegtskap. For det første kan slegtskapet bare ha været paa Haakons mors side – kongsætten kjender vi saapas godt, at der kan Svein ikke puttes ind – og for det andet maa hans fornemhet ha været meget stor, naar saa fornemme mænd som Steigar-Tore selv, som lendermanden
- ↑ Snorres fortælling her bygger paa Ágrip og Morkinskinna; men han har ogsaa selv hørt trøndsk lokaltradition om Haakons kongedømme; han citerer saaledes en vise som »blev kvædet i Trondheim:
Hit kom Haakon den unge Siden han Olavs søn (Han er av mænd den beste) Selv bød halve Norge, Den navnkundige fyrste Gavmild; men Magnus vilde, For med Steigar-Tore. Maalsnild, ha det hele.«
