git ham kongenavn og styret under hans mindreaarighet, og mellem disse landets gamle hoveddele bestod fremdeles en dyp, indre adskillelse, der endog fik ny næring ved tronfeiderne, og som baade nu og siden grep ind i disse og interfererte med de øvrige motsætningsforhold, hvorav den indre gjæring fremgik. De trønderske høvdinger holdt paa sin konge, og høvdingene i Viken og Gulatingslagen paa sin – likesom efter Harald Haarfagres død, da stammeaanden atter fik luft efter den voldsomme tvang, hvorunder den gamle konge hadde holdt den. Snart ser vi imidlertid andre hensyn gjøre sig gjældende og forandre den oprindelige partigruppering[1]. –
For Sars er saaledes – som det ogsaa fremgaar av mange andre steder i hans Udsigt – de lokale motsætninger i Norge i det 12. aarh. et sekundært moment, som bare klinger svakt med; den egentlige drivende kraft er interessemotsætningen mellem kongedømme og lendermandsaristokrati. P. A. Munch ser det paa samme maate som Sars. Og Koht har nylig, i sit foredrag om sagaens opfatning av vor gamle historie[2], vist at denne opfatning gaar tilbake til sagaen selv og har sin oprindelse i de sociale og politiske forhold paa den tid, da sagaen blev forfattet.
I Ibsens »Kongs-emnerne« er det de lokale motsætningene som er hovedsaken i Norges historie før Haakon Haakonsson. »Trønder stod mot Vikværing, Agdeværing mot Hørdelænding, Haalogalænding mot Sogndøl«, men nu skal Norge bli et folk, »alle skal være ét herefter, og alle skal vite med sig selv og skønne, at de er ét«. Det er Haakons kongstanke.
