huskarle. I ethvert fald tør det for selve ledingens vedkommende være tryggest at holde sig til lovenes ord, og disse nævner kun folkene i halvrummene. Herved faar vi altsaa et mandskabstal af 100 paa en femogtyvesesse, 80 paa en tyvesesse. At formodningen imidlertid har været for, at styresmanden, som naturligt kunde være, helst tog med sig saa mange som muligt, fremskimter af den ovennævnte begrændsning i Gul. kap. 297, der forbyder ham at opnævne flere fra skibreden end hver 7de person. I sig selv er jo dog ogsaa dette tal meget høit, og det gjaldt kun ved fuld almenning. Ved udbud af halv leding har forholdet omtrent været 1 opbudt mand for hver 14de person i bygden (børn under 2–3 aar ikke medregnede). Frost.loven anfører derimod ingen saadan begrændsning, men indskrænker paa den anden side mandtallet til kun at omfatte børn over 6–7 aars alderen. Forholdet mellem befolkningens størrelse og ledingskarerne tor derfor her baade ved fuld og halv almenning have været en del rummeligere end i den af værnepligten stærkt bebyrdede vestenfjeldske landsdel. Endnu lempeligere synes talforholdet at have været i Viken, hvis 60 (61) tyvesesser, som for fremholdt, ikke danner et passende ækvivalent til det vestenfjeldskes 116 femogtyvesesser ligesaalidt som til det nordenfjeldskes 132 tyvesesser.
Efter dette bliver ledingsmandskabernes samlede antal i perioden for Magnus Lagabøter følgende:
nordenfjelds (Haalogaland til og med Romsdalen):
- 80 × 132 = 10,560
vestenfjelds (Søndmøre til og med Agder):
- 100 × 116 = 11,600
søndenfjelds (Grenland til og med Ranrike):
- 80 × 61 = 4,880.
Tilsammen for det hele land giver dette ved fuld almenning en hær paa 27,040 mand (det haalogalandske
