given størrelse forlangte, naar det overhovedet skulde bruges til strid, altid fuld bemanding; i modsat fald betegnedes det som tyndt besat (þunnskipat), som Sverres saga etsteds udtrykker det, og hvorved den vil sige, at vedkommende skib havde for svag besætning for at være virkelig kampdygtigt. Der bliver da kun det andet alternativ tilovers, nemlig at i tilfælde af halv almenning alene hvert andet ledingsfartøi er bleven sat paa vandet og udrustet med mandskab, vaaben og proviant, medens hvert andet fartøi laa igjen hjemme. Og da en enkelt skibrede i regelen bare stillede et ledingsskib, maa man ved halv almenning have slaaet to skibreders mandskab sammen ombord paa det af de to fartøier, som kongens embedsmand for tilfældet ansaa for det bedst tjenlige. En saadan ordning nævnes rigtignok intetsteds; men den er den eneste, som er forenelig med lovenes øvrige forudsætninger saavel for ledingsudfærd som for erlæggelsen af ledingsskatten.
Udfærdsledingen omfattede ifølge den ovenfor omtalte opgave i Gul. kap. 315 ialt 309 skibe foruden et vagtskib, som Nordre Haalogaland til stadighed holdt stationeret paa kysten nordostover. Halv leding vil følgelig have tællet omkring 150 skibe. Fra hvilket tidspunkt denne notits hidrører, er ikke klart. At den ikke oprindelig har tilhørt Gul.lovens ledingsbolk, fremgaar af dennes slutningsord i kap. 314, som viser, at notitsen senere af en eller anden afskriver er bleven tilføiet; den omhandler jo desuden ikke Gulathingslagen alene, men det hele land. Paa den anden side er codex skreven omkring 1250 eller noget senere. Opgaven kan følgelig ansees at angaa forholdene før Magnus Lagabøters lovreform, og den passer da heller ikke paa langt nær sammen med det antal skibreder, som opføres i nævnte konges testamente af 1277. Formentlig træffer man det rette ved at antage, at notitsen
