ganiserende, fædrelandssikrende side af forligsspørgsmaalet. Skjønt det af sagaerne nærmest kun synes at fremgaa, at kong Magnus underkastede sig de vrede bønders forlangender, viser Gul.lovens ledingsbolk med bestemthed, at indrømmelserne paa bøndernes hold ligeledes var meget væsentlige, for selve statslivet i længden endog de væsentligste.
Det har saaledes sin fulde betydning, naar den første skriftlige optegner af Gul.lovens ledingsbolk emfatisk udtaler, at »vi skal have det lovmaal om vore udredsler, som for (d. e. indtil nedskrivelsestiden) har været, og som Atle foredrog for mændene i Gulen«. Atles »lovtale« (jfr. var. til Eids. kr. I 10) blev et hovedkapitel i rigets forfatningsret. Den gjenfindes da ogsaa, omend i andre ordelag, paa alle væsentlige punkter i Frost.lovens tilsvarende bolk VII. Havde vi havt Borgarthingslovens verdslige del bevaret, vilde vi visselig ogsaa der have kunnet læse de samme bestemmelser. For Eidsivathingslagens vedkommende er det derimod mere end tvilsomt, hvorvidt Oplandenes befolkning allerede under Magnus den gode har underkastet sig selvbeskatningens princip og vedtaget at erlægge aarlige ydelser, svarende til kystfylkernes ledingsskat. Senere sees ogsaa deroppe bønderne at have paataget sig at udrede en saakaldet »vis øre«; men fra hvilket tidsrum dette er skeet, maa ganske staa derhen. At bønderne mere her end andetsteds i landet skulde have fundet sig i at lade Harald Haarfagres skattepaalæg bestaa uafskaffet ned gjennem aarhundrederne (som Keyser, l. c. 97, og efter ham Brandt l. c. s. 8 forudsætter), synes helt uantageligt.
Der er ovenfor gaaet ud fra, at den almindelige lære, at kongerne kun i tilfælde af fiendtligt anfald paa riget havde ret til at udbyde fuld almenning, men ellers kun halv, er rigtig. Jeg skylder imidlertid at paapege, at dette
