digere at istandbringe en paalidelig opgave over, hvormange personer og hvilke der husedes rundt omkring paa gaardene, som styresmanden selv vistnok meget ofte var en udenbygds mand, hyppig i mangel af en passende lendemand udvalgt af kongen blandt hans hirdmænd. Bestemmelserne om de aarlige mandtalsthing er desuden saa detaljerede og strenge, at de helt igjennem gir indtryk af at danne et nyt led i ledingsbolkerne, hvilket det gjaldt i alle enkeltheder at indprente befolkningen. De staar tillige i nøie forbindelse med de i de samme bolker indeholdte regler for, hvor en persons hjemstavn i ledingsøiemed skal ansees at være, bestemmelser, der ligeledes er meget udførlige og øiensynlig ogsaa udgjør ny ret (Gul. kap. 296, 298, jfr. 301; Frost. VII 9–11).
Mod den her givne fremstilling kunde det maaske for Gul.lovens vedkommende indvendes, at loven jo dog paa flere steder fremdeles omtaler manngerdskredsene som bestaaende. Forsaavidt kristenretten angaar, henvises til, hvad derom ovenfor i forrige afsnit paapegedes. Af de to steder i ledingsbolken, hvor manngerderne nævnes, fremgaar det imidlertid, at denne inddeling vedblev at anvendes ogsaa i ledingsanliggender. For det tilfælde, at ledingsskibet skulde trækkes paa land, gjentager saaledes Gul. kap. 304 det tydeligvis allerede fra først af gjældende bud, at der skulde skaffes folk til hjælp »fra hver manngerd«. Vigtigere er det, at kap. 298 ligefrem paabyder, at »overalt, hvor der er almen tælling (almannatal, nemlig paa mandtalsthinget), skal man sætte manngerd fra landsendene, d. e. landets inddeling i manngerder skal paasees holdt i fuld sammenhængende orden fra landsdel til landsdel. Læser man imidlertid med opmærksomhed igjennem de hermed i nøie forbindelse staaende, øvrige bestemmelser i kapitlet, gaar det snart op for en, at disse alene sigter til udredslen af de andre, manngerden paalig-
