Livet der, da ere vi henviste næsten alene til Slutninger, som det ikke lønner Umagen at fremsætte eller begrunde. Mellem hendes mange Breve findes ikke et eneste, som man med nogen Føie kan antage for egenhændigt, og om Østraats Huse høre vi kun, at de i det følgende Aarhundrede bleve nedrevne af hendes Datters Sønnesønssøn, efter Sagnet fordi Hovedbygningens Storstue forekom dennes danske Frue at ligne hendes Faders Kostald.[1] I Fru Ingers Character er der derimod Træk, som de levnede Vidnesbyrd tillade os at iagttage ret klart. Vi se i hende en Matrone med stærkt udpræget huslig Driftighed og med en Iver for at forøge og bevare timelig Velfærd, der tidt gaar over til en vel djærv Paastaaelighed ligeoverfor Andres bedre Ret, og stundom bliver ligefrem daddelværdig; dog det skal ikke tabes af Syne, at den egennyttige Vincents Lunge stod ved hendes Side og vistnok har havt stor Indflydelse paa hendes Handlemaade just der, hvor den mindst kan bifaldes. Mod har hun ikke manglet, det viser sig ved hendes kjække Holdning ligeoverfor Erkebispen i 1532, da han vilde tvinge hende over paa Christiern den Andens Parti, og det fremgaar af hendes sikre Fatning, da man frygtede for Tydskernes Angreb i det Throndhjemske 1535. Flere Gange har hun lagt for Dagen en smuk og ægte kvindelig Medfølelse med Ulykkelige, og den Maade, hvorpaa hun tilgav Nils Lykke hans store Brøde, overhoved hendes værdige og ædle Opførsel i denne Sag, giver saaledes, som den foreligger i hendes Breve, et velgjørende Indtryk.
Naar man har villet tildele hende en aktiv Rolle i den politiske Historie, da maa vistnok dette efter den Undersøgelse af hendes Liv, som her er forsøgt, erklæres noget
- ↑ Klüwers Norske Mindesmærker, S. 87. Forøvrigt omtales i Ingers Breve et Par Gange et Taarn med Laase paa Østraat.
