Throndssøn. Der er udentvivl gaaet lystigt til, thi Vincents Lunge maa, efter alt hvad vi kunne slutte, have været en munter Vert, og Mag. Morten Krabbe vides med Bestemthed at have været en „god Gildebroder“.[1] Sent ud paa Aftenen vare saavel Hr. Vincents som Christopher Throndssøn drukne, og nu kom de i et heftigt Mundhuggeri „med haarde og strage Ord“. Rygtet føiede siden til, at Hr. Vincents gav Christopher et Ørefigen. Biskop Hans og Mester Morten med flere Dannemænd lagde sig vel imellem og fik dem til at „sige hinanden godt“ igjen, og de to Prælater skreve strax til Throndhjem for at forebygge, at Erkebispen skulde faa vrange Fremstillinger at høre af den Sag, men man fortalte senere, at Christopher aldrig glemte den Aften, og at denne hans Erindring nogle Maaneder senere skal have været ulykkebringende for Hr. Vincents.[2]
Det hører ikke hid udførlig at skildre Erkebispens og de søndenfjeldske Raaders Forhandlinger om Kongevalget, Olaf Ingebrigtssøns idelige Udflugter for at undgaa at samtykke i Christian den Tredies Udvælgelse, den han dog endnu ikke aabenlyst vovede at modsætte sig, og hans i Slutningen af 1535 indledede Forstaaelse med den burgundiske Regjering og Pfalzgreve Frederik af Pfalz. Vi maa indskrænke os til at meddele, hvad der angaar vor Fortællings Hovedpersoner.
- ↑ Secretæren Jesper Brochmann skriver til Eske Bilde (Tirsdag efter St. Hansdag 1536) angaaende to danske Prælater, som just af Kongen havde faaet Præbender i Bergen, og tillægger derpaa: „Kommer den store Mester Morten Krabbe did for en Biskop, og han faar disse to til sig, da vil jeg love Eder god for, at der er ikke slige tre Gildebrødre igjen for dennem udi det Capitel“. (Danske Magazin, VI. 17–18).
- ↑ Om Gjestebudet se Dipl. Norv., VIII. 777–778. Ørefigenet og Christophers Hevngjærrighed omtales i Anders Vedels Optegnelser efter Johan Friis’s Formeninger. (Nye Saml. til den danske Historie, 3, 271).
