Nils Lykkes Hustru, er nu død, Gud hendes Sjel naade, og som du skriver, at han ikke skrev hende til, dog faar Hr. Nils vel altid Hustru igjen, men hendes Børn fange dog aldrig Moder igjen“.[1] Man faar iøvrigt af dette Brev et Indtryk af, at Elines og hendes Mands ægteskabelige Forhold ikke har været ganske lykkeligt.
Iøvrigt vil et bevaret Brev fra Vincents Lunge til Eske Bilde, skrevet paa Østraat Nytaarsdag 1533, netop fordi dets Indhold i sig selv er hverdagsligt, kaste et Streiflys over den heromhandlede Slægts Liv og Forhold ved dette Tidspunkt. Hr. Vincents skriver, at hans Hustru, Fru Margrete Mandag før Præsentationis Mariae (17de Nov.) har født en Datter paa Østraat og har holdt sin Kirkegang femte Juledag. Han vil nu tage hende med sig til Jemteland, hvor Kong Gustav har taget Brandskat, og derfra hen til sit andet Len Finmarken. Erkebispen og Hr. Nils Lykke ere forligte, og Hr. Nils bor paa Tuterøens Kloster, en Mils Vei fra Stenviksholm. Eske Bildes Fogder, Nils Viborg og Nils Jepssøn, have været i Throndhjem hos Erkebispen og der faaet god Besked om det Sølv og de Penge, som dennes Tjenere i Feiden havde taget fra dem; Hr. Truid Ulfstand og Hr. Claus Bilde ere tilligemed Biskop Hans Reff lykkelig komne over Dovrefjeld igjen, og Erkebispen skjenkede ved Afskeden enhver af dem et helt sæt Sølvstøb; det var gaaet uheldigt med det sidste Brev, som Vincents og Hr. Nils havde skrevet til Eske, thi de havde sendt det med en Skrædder fra Orknøerne, der var fulgt til Throndhjem med Otto Stigssøn, og denne Skrædder havde drysset Tiden hen med at reise fra Gaard til Gaard, drukket Barsel og Bryllup
hos Bønderne og syet og tilskaaret Klæder.[2] Af et Brev
