sig til at sende Bispen af Oslo, Hans Reff, og Ridderen Hr. Olaf Galle til Throndhjem for om muligt der at faa Sagen opgjort; der medgaves dem ogsaa, dog vistnok kun som underordnet Ledsager, en tredie Mand, nemlig den danske Svend Peder Hanssøn, om hvem vi senere skulle faa Anledning til at fortælle mere. Det lykkedes dog ikke disse Udsendinge at stifte Forlig, thi Erkebispens Fordringer vare „ikke lidelige“,[1] hvorfor hans Modstandere besluttede paany at henvende sig ti Kongen. Erkebispen paa sin Side talte om, at han vilde have Sagen behandlet paa en særlig norsk Herredag, som han foreløbig fastsatte til 14 Dage efter St. Hansdag 1530 i Bergen,[2] men som aldrig blev afholdt.
Ogsaa Olaf Ingebrigtssøns Uvillighed til Forlig stod i nær Forbindelse med det, maaske i lang Tid forberedte, men nu afgjort indtraadte Omslag i hans hele Politik. Han var nemlig fra Høsten 1529 traadt i ligefrem Forbindelse med Christiern den Anden. Han sendte ved den Tid et betroet Sendebud, Johan Falkener, over til Borgermesteren i Antwerpen med Breve for igjennem denne at tilbyde Kongen sin Tjeneste, ifald der fra ham kunde ventes Hjelp imod Uvennerne i Norge. Uheldigvis var Borgermesteren død ved Johan Falkeners Ankomst, hvorfor Brevene bleve tilintetgjorte, men Udsendingen fik i Utrecht Kong Christiern i Tale, underrettede ham mundtlig om sin Herres Sindelag og om, hvorledes Hertug Christians Forsøg paa at opnaa Hylding i Norge var strandet paa Erkebispens Modbestræbelser. Iblandt
Kongens Papirer findes endnu et Udkast til et Brev fra denne
