Han var en paalidelig, ærlig og hensynsfuld Mand, medens Vincents Lunge var en Rænkesmed, svigefuld og uordholden. Mod sin Konge var han stedse en loyal og lydig Tjener, og havde vistnok, om han havde levet halvandet Aarhundrede senere, fortræffelig egnet sig til at blive en af den nye Enevældes første Geheimeraader, medens den hovmodige, hensynsløse og selvgode Vincents neppe skulde havt meget Godt at vente at en stærkere Regjering. Eske Bildes kloge og besindige Opførsel under Grevens Feide fortjener stor Anerkjendelse, og en nærmere Undersøgelse af Christian den Tredies Historie vil engang vise, at han ogsaa som Rigshovmester, efter for stedse at have forladt Norge, har Fortjenester af dette Rige. Men ukyndige Penne have i vort Aarhundrede tegnet et Billede af ham for Norges Menigmand, der er ligesaa usandt, som det er ugunstigt. Han har faaet Navn af Kirkebryderen, fordi han nemlig lod nedbryde nogle af Bergens stolteste Kirker. Nedrivningen af disse, der forøvrigt var begyndt af Vincents Lunge[1] og nu fortsattes af Hr. Eske Bilde paa Kongens Hud, var en militær Nødvendighed, og man levede derhos dengang i en Tid, da Sandsen og Agtelsen for de skjønne Bygninger, Fædrene havde opført, var næsten forsvunden. Man erindre ogsaa, at Gustav Vasa, Sveriges Nationalhelt og Befrier, ikke betænkte sig paa, ligeledes af militære Hensyn, at nedrive Kirker og det i langt større Maalestok, end Eske Bilde. Eftertidens Uvilje har derhos havt sin hemmelige Grund mindre i Sorgen over Kirkernes Nedrivelse i sig selv, end deri, at den foregik paa en dansk Mands Foranstaltning, og at Stenene bleve førte ud af Landet og anvendte til Befæstning af Gottorp
ved Slesvig. Det har iøvrigt sin Interesse at vide, at Eske
- ↑ Dipl. Norv., V. 777.
