Kongens Svoger, den tydske Greve Johan af Hoya. Endelig blev han efter dennes Forestillinger henrettet i Rostock, som det synes noget efter Mikkelsdag, i ethvert Fald førend Midten af November 1538. En svensk Forfatter, der vistnok er samtidig, men som ikke desto mindre i sin Omtale af Dalejunkeren har gjort sig skyldig i meget grove Feil og derfor ei er fuldt paalidelig (Peder Swart), fortæller, at Junkeren ikke mistede Livet formedelst sit falske Foregivende om sin Herkomst, men derimod som overbeviist om Tyveri hos sin fordums Huusbond Knut Anderssen, hvilket Tyveri anmeldtes og beviistes i Rostock. Men i ethvert Fald, saameget er vist, at denne Nordens Arthur Orton eller Pseudo-Tichborne i det sextende Aarhundrede fandt sin Død paa Retterstedet i Rostock 1528.[1]
Et synderligt Indtryk gjør det at høre om de varme Følelser, som Fru Inger Ottesdatter ogsaa i Dalejunkerens Ulykke vedblev at nære for sin engang paatænkte Svigersøn. Vel høre vi, efterat Skjelmen var vendt tilbage fra sit mislykkede Sverigestog, ikke mere om hans Forlovelse, men Prætendenten var ligefuldt Gjenstand for hendes ømme Deltagelse og Omsorg. Den 17de April 1528 skriver hun fra Fosen til Erkebispen om hans Uskyldighed; han tykkes hende „fast (ɔ: altfor) enfoldig til at bedrage nogen“, og hun sammenligner ham med Kong Gustav selv, „der nu ikke havde været Konge i Sverige, om Kong Christiern havde faaet fat paa ham“. Hendes Glæde var stor, da hun hørte, at hendes Junker behandledes som Adelsmand i Rostock. Tilsidst forblindede
hendes Følelser hende paa en Maade, som synes
- ↑ Gustav I.s Registr., V. 290. Hans Dødsaar angives feilagtig hos de fleste Forfattere, ligefra Peder Swart, som (S. 111) har 1529, til Fryxell, som, ubegribeligt nok, har 1530. (Berättelser 3, 107, Suppl.).
