en stor forgyldt Halskjæde samt dertil en Skjorte, som Junkerens Fæstemø tidligere havde sømmet til Erkebispen selv. Degnen i Throndhjems Kapitel, Hr. Knud Pederssøn, og en anden Kannik, Hr. Asmund, hver en Guldring o. s. v.[1].
Efterat altsaa Dalejunkeren havde taget Afsked med sin Fæstemø og vordende Svigermoder, begav han sig, sandsynligviis i Slutningen af November 1527, paa Reisen over Fjeldene til Jemteland og Dalarne. Hr. Vincents og Erik Ugerup gjorde ham Følge, ligesaa Peder Grym og naturligviis tillige de Dalkarle, der dels havde ledsaget ham under hans Omflakning, dels senere opsøgt ham i Norge. Fru Inger lod Troppen forstærke med ti Mand og medgav tillige nogle Hager og et Forraad af Krudt, Hr. Vincents tog ti Mand med sig; formodentlig har han, hvis Hovedstation var Bergenhus, ikke havt flere ved Haanden. Ogsaa Erkebispen ydede nogen Hjelp, som det heder ligeledes ti Karle, skjønt han selv bagefter kun vilde vedgaa, at tre af hans Folk, „hvilke havde Orlov at forsee sig, hvor de lystede“, gik med paa Færden; Peder Swarts og (efter ham) Tegels Fortælling om, at Olaf Ingebrigtssøn sendte trehundrede Mand, er en grov Opdigtelse. Da man var kommen til Jemteland, der var et at Hr. Vincents’s egne Len, besluttede denne og Erik Ugerup
at slaa sig til Ro der, medens Prætendenten drog ind i
- ↑ Disse Gaver have tildels vakt Opsigt i Sverige. Peder Swart, der skrev sin Krønike en Menneskealder senere (1561) og aabenbart med Hensyn til Dalejunkerens Historie ikke har skrevet efter Dokumenterne, men efter Traditioner og Folkesnak, omtaler Kjæder, som han gjør til en Gave af Eventyrerens Fæstemø. Han skriver: „Jungfrun skenkte honum en guldkede och satte henne paa hans hals, saa stor, at hon rekte honom nederom hans lænder, hvilket alt, man kan tenkia, skedde i det frögdefulla förhopp, at hon skulle bliva drotning i Sverige“ (P. Swart, Klemmings Udg. p. 106–107). Jeg følger med Hensyn til Gaverne Gustav I.s Registratur, V. 216 og 252.
