Rigets Stilling blev klarere og mere betrygget. Da Erkebispestolen var ledig ved Erik Walkendorfs Død i Udlandet, var vistnok heller ikke Nogen nærmere til at optræde som Rigsforstander, end Hr. Nils. Vil man vove at slutte noget om de Stemninger, der ved den Tid have rørt sig hos ham, da er det ikke usandsynligt, at hans Blik har været rettet mod Sverige, saaledes som for mange Aar tilbage i Christiern den Andens unge Dage, især da det er sikkert nok, at hans Ven Olaf Galle ved den Tid var meget stærkt hendragen til Gustav Vasas Parti, en Politik, der senere kom ham temmelig dyrt at staa. Men, hvorom Alting er, Rigshovmesteren stod nu ved sin Banes Ende. Han nævnes som Ridder allerede 1486, er altsaa sandsynligvis bleven det ved Kong Hans’s Kroning 1483, og maa derfor utvivlsomt have været en gammel og sandsynligvis en affældig Mand. Nogen stærkt indgribende Indflydelse i sit Fødeland har han neppe øvet, end ikke i sine kraftfuldeste Aar, og selv om hans formodede svenske Sympathier i sin Tid have havt nogen dybere Rod, kom i ethvert Fald den Maade, hvorpaa han i sine sidste Levedage bortgiftede sine ældste Døtre, til mærkeligt at befæste det danske Herredømme i Norge.
Som bekjendt, blev om Høsten 1523 tvende mærkelige Mænd sendte op til Norge af Frederik den Første for at bevæge Nordmændene til at hylde ham som Konge. Hr. Henrik Krummedike udførte med sin sædvanlige Kløgt og Behændighed dette Hverv i det Søndenfjeldske, og Vincents Lunge udrettede det samme Ærinde nordenfjelds med lignende Dygtighed og Held. Da Vincents Lunge kom til Bergen, traf han Hr. Nils Henrikssøn og rimeligvis tillige Fru Inger og nogle af Døtrene i denne Stad, hvor Familien vides at have eiet Gaard. Jomfru Margrete, der, som vi have hørt, havde været den nu landflygtige Dronnings Hofjomfru, var
