Vi kjende Intet til Inger Ottesdatters Liv førend hendes Ægteskab med Hr. Nils Henrikssøn. Heller ikke vide vi, naar dette blev stiftet. Et Diplom af 22 Sept. 1494[1] bevidner, at Prioren for St. Marias Bernhardinerkloster i Bergen optog Hr. Nils Henrikssøn med hans Hustru i Broderskabet. Til Hustruens Navn er der levnet aabent Rum, men det kan vel neppe have været nogen anden end Inger, da Hr. Nils ikke vides at have været gift mere end en Gang. Erindrer man nu, at Inger først døde 1555, har hun været gift i en ung Alder. Hendes Mand har aabenbart været meget ældre end hun.
Hr. Nils Henrikssøns Slægt, der først længe efter hans Tid er bleven kaldet Gyldenløve, har aabenbart ligesom Rømernes hørt til de fornemste i Landet, men Mangelen af faste Tilnavne og den for Heraldikerne ligesaa forvildende Usikkerhed i de brugte Vaabenmærker og Segl have bevirket, at vi alene med Vished kunne paavise Ættens to sidste mandlige Repræsentanter, Hr. Nils selv og hans Fader Hr. Henrik Jenssøn.[2] Denne Hr. Henrik, allerede leilighedsvis nævnt ovenfor, maa antages at have hørt hjemme paa Oplandene. Han har havt Gods i det søndre Gudbrandsdalen og de tilstødende
Bygder og staaet i Forbindelse med de høibyrdige gud-
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 980.
- ↑ I Samll. t. N. F. Sp. o. Hist., 3, 580 vil man forøvrigt finde en af J. Chr. Berg forsøgt Sammenstilling af de Personer, som antages at have hørt til denne Slægt. Hvorvidt denne Stamtavle er ganske paalidelig, tør neppe bestemt afgjøres, men vistnok er det at antage, at Slægtskab har fundet Sted mellem de opførte Personer. For den Bergske Stamtavle taler, at Fuglen, der var de ældre Leds Vaaben, stundom endnu bruges af Hr. Henrik Jenssøn.
