hvori Fru Inger har spillet en Rolle. I sit første Bind havde han bebudet, at „den kloge, myndige og mægtige Inger Ottesdatter Remers Gjerninger og Raadslag vilde fylde mange Blade i den følgende Tids Historie“.[1]
Paa Kong Magnus Smeks Tid omtales en norsk Ridder Hr. Svale Alvessøn, hvis Æt kaldte sig Reymar eller Rømer, et Tilnavn, hvis Betydning er uvis. Han var en Tid Sysselmand paa Haalogaland, men vi kjende ikke, hvor i Landet Slægten har havt sit egentlige Hjem. Hr. Svale døde 1362 og efterlod en Søn, Hr. Otte, gift med Gjertrud, der med Grund antages at have været en Datter af Norges dengang fornemste Undersaat, Hr. Erling Vidkunsssøn til Bjarkø og Giske. Dette Giftermaal tyder paa, at Rømer-Ætten allerede paa denne Tid har været høit anseet. Hr. Otte Rømer fik af sine Konger, Magnus og Haakon, det smukke Vidnesbyrd, „at han havde tjent dem længe og vel lige fra sin Barndom af“,[2] og vedblev ogsaa i den følgende Tid at indtage betydelige Stillinger; blandt Andet var han en Tid forlenet med Kongsgaarden i Bergen, og vi se hans Navn ved Forhandlingerne i Calmar 1397. Hans Skjebne blev tilsidst sørgelig, idet han 1411 blev „brændt“ (indebrændt?) af „sin Broder“, en Amund „Syldehat“, der forøvrigt er aldeles ubekjendt.[3] Med Hr. Ottes Søn Svale Ottessøn, der allerede
var død 1428, uddøde denne Familie i Mandslinjen.[4]
- ↑ C. F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie under Kong Hans o. s. v. I, 264.
- ↑ P. A. Munch, N. F. Hist. 2 R. 1, 406.
- ↑ Munthe i Samll. til N. F. Spr. o. Hist. 4, 554.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 749, hvorved Munthes Formodning om, at Svale har levet længere, bortfalder. Dokumentet viser nemlig, at han var død, medens endnu Aslak Bolt var Biskop i Bergen, hvilken Stad Aslak i 1428 forlod som valgt til Erkebiskop.
