gen staa ledige. Jeg havde med Sergeant Anders Mul med Soldater, at Sundalingerne eller Opdalingerne ikke skulde rømme.
7 August kom Kongen til Drivstuen og spised der til Middags, reiste saa derfra over Fjeldet, jeg fulgte med til Taarnet. Dog forinden, da han kom ned Vaarbakken, turde han ikke sidde i Kariolen, men gik udfor og gav sig til med Guldenlew etsteds at kaste stene i Driven, hvem længst kunde kaste. Og, der han kom til Holled, nu Kongsvolden, var det pudseerligt med Erik Holled, han havde sine Toldbreve under Trøien, hans Tanke var at faa dem confirmeret. Iblandt Andet sagde jeg, at Hr. Statholder Guldenlew har naadigst anordnet dette Sted for alle Reisendes Bekvemmelighed, efterdi det var for langt mellem de andre Fjeldstuer. „Det er sandt,“ sagde Generalmajor Vibe, „jeg var Fænrik den Tid.“ Da sagde Kongen: „I kan fly ham dem;“ det samme sagde Vibe. Det droges længe, imedens de spændte for, endda sagde Kongen: „Fly Vibe dem, saa skal det blive.“ Han sagde: „O, du naadige Konge!“ saa og til Vibe: „Dok hi mykkje at dragas me og mang Brev kjem ihop, saa kjem mit uti Skippel (?).“ Saa flydde han General Vibe dem og sagde: „Du skal være min Mand,“ hvorover Kongen havde sin Fornøielse over hans Frygtagtighed for hans Velfærds Breve. Da Kongen nu havde faaet friske Heste, satte han sig i Kariolen og kjørte saa sagte, saa tog General Vibe, som havde Viin i Beredskab, skjænked og drak den Kongens Lakei til, som skalde følge, jeg fik et Glas med. Fra Taarnet reed jeg til Præstegaarden, der var Stiftamtmanden og Fogden, Jørgen Pedersen, som jeg gav denne Rapport.
