Løvendal, skulde have været med, men han kom ikke, førend vi var i Hamburg. Han var Hans høie Excellence Statholder Ulrik Frederik Guldenlews Søn, det høire Øie havde han i sin Ungdom af Uforsigtighed udskudt paa sig selv. Han var en høi, real Cavalier, større end Valdemar, tjente Hollænderne for Sø Capitain, havde været ofte i Ostindien, Vestindien, Spanien og andre Steden men han maatte ikke for høimagtpaaliggende Aarsager komme til Danmark. Aarsagen tør jeg ikke betro min Pen. Han opvarted min Herre nogle Gange, mens vi var i Amsterdam, siden i Hamburg.
Envoyé Borch strax efter eller i min Herres Bortreise entviged han hemmelig en anden Vei fra Haag uden nogen Tagen Afsked med Nogen formedelst den store Gjeld og kongl. Unaade, han stod udi, og saa vi ham ikke førend langt omsider i Kjøbenhavn.
...................................... ......................................
4 April reiste vi til Oldenburg, hvor da Commendanten ankom og aflagde sin Compliment for min Herre, og strax derpaa beskikkede han vagt for min Herres Logement.[1]
...................................... ......................................
- ↑ I Oldenburg saa Greven det bekjendte Horn, hvortil knytter sig det samme Sagn, som til mange lignende i Norge, og som nu findes i Kjøbenhavn. Sagnet fortælles udførligt af Skaanlund.
havde U. F. Gyldenløve ogsaa en Søn Carl Løvendal, om hvis Levnet man kun har liden Kundskab. I det af N. Jonge udgivne Skrift: „Den Danske Vice-Admiral Just Juels Liv og Levnets-Beskrivelse,“ Kbh. 1755, S. 40–41 fortælles, hvorledes Just Juel (en Søstersøn af Vicestatholder Just Høg) i Forening med den siden navnkundige Nordmand Ivar Huitfeldt til Throndstad i 1687 tjente som Adelsborser paa den hollandske Flaade i Forening med „deres fattige Ven og Kammerat Baron Løvendahl“, hvem de understøttede med Penge i hans Nød. Om den „falske“ Løvendal, der senere omtales af Skaanlund, vides endnu mindre.
