Afridsningens Udviselse foruden nogen Grundeleie som udi Christianshavn og andre Steder“, og Forordn. af 30te Juli 1662 bød, at øde Pladse skulde af de Eiende bebygges, eller de skulde afhændes inden 6 Aar, Byen til lige Deling. Fyrreskoven faldt dog ikke førend 1685. Da blev Resten af den oprykket af Almuen, som brugte Rødderne til Brændsel.[1] Fra den Tid begyndte Byen at blive over Hals og Hoved bebygget dels for at standse den derved foraarsagede Sandflugt, dels i Kraft af de kongelige Formaninger og Trudsler, dels ved det, at Byen blev Stiftsstad og fik kongeligt Verft. I 1688 havde den 170 Huse og i 1722 641 Huse. En saa overordentlig Tilvæxt har aldrig siden havt Sted. Fra 1688 til 1788, i et helt Aarhundrede, var den endnu ikke engang kommen saavidt; thi i dette Tidsrum havde den kun vundet 430 Bygninger.
Men heri var den ulykkelige Ildebrand Skyld, som indtraf den 6te Mai 1734 og lagde 333 Huse i Aske foruden Raadhuset, Skolen og Kirken. Skaden vurderedes til 160,570 Rdl. paa Husene alene, som udgjorde over Halvdelen af Byen. At en Ildsvaade kunde rase saa skrækkeligt i en By som Christiansand, beviser, at enten maa Brandvæsenet have været i en elendig Forfatning, eller Staden maa have været ganske anderledes bygget, end den nu er, eller særdeles Omstændigheder maa have indtruffet. At Husene enten alle vare paa to Etager og for store for de smaa Brandredskaber, at de alle vare
- ↑ Hvor vel de gjorde dette, lader sig bedst slutte deraf, at man ingensteds i Byen i vore Dage ved Brøndgravning har fundet den mindste Levning af Rødder, saa at jeg endog har hørt Indvaanere af den Grund paastaa, at der aldrig nogen Fyrreskov kan have staaet paa Christiansands Grund. (Senere Tilføielse af Forfatteren).
