Huitfeldt i morgen til Throndhjem og paa onsdag aften over Kvægen [Kvikne] til Tønset igjen.
Fra Throndhjem er siden sidst indløben tidender af 20de januar, som skiløberne, der har været inde i Sverige, har medbragt, at af 6000 mand infanteri var ikkun kommen til Sverige igjen 500 mand[1], resten kreperede og døde underveis. Af kavalleriet ere ogsaa ganske faa komne tilbage, og har de ligget udi klynger og hobetal tilsammen 12, 16 og 20 mand. Endel har de fundet med hestene, andre har maat kvittere hestene. De har gaaet vild paa fjeldet, og nogle ere fundne som død forfrosne om den varme, de havde gjort for sig, men de kunde dog ingen sted komme for sult. De bad og tidt, at vore vilde skyde en kugle i dem der som de sade, som dog ei rørte dem. In summa de skal ikke andet sige, end de jo haver været udi Norge. Megen sne har der ikke været udi Norge, men undertiden en forfærdelig streng frost, saa de faa, som kom over fjeldet, har intet bragt med sig af deres bagage. Deres metalfeltstykker, proviant og andet, som de har villet føre med sig, har de dog maat efterlade sig paa fjeldet. O! et elendigt og ynkeligt syn at se, hvor de her og der ligge adspredt.
Vel hørtes hestedønn og svenske karles raaben,
vel førte Svensken krig med svenske vit og vaaben,
den svenske koning Carl vel flink og freidig var,
med ære Fredrik dog han Norges krone har.
Paa mynten myntet stod der: nu og aldrig mere,
men intet nu han fik og norske mænd de sværge,
at Norges krone ei den svenske konge faar,
saalænge Norge har høst, vinter, sommer, vaar.“
N. N.
- ↑ Jfr. dog dette tidsskr. 2den række II, 258.
