Men Kronpr. vilde ikke aabne Depescherne, men svarede, at hans Fader dertil ikke havde autoriseret ham, og at Allerhøistsamme boede i Kjøbenhavn og havde der sit udenlandske Departement. Da nu Baron Taube vilde mundtligen forklare noget og udlod sig med, at Sverrig maatte betragte Danmark som en Formuur for sig, skal Kronpr. have sagt til ham, at det var den første Gang, han havde hørt, at det var Danmarks Bestemmelse at være en Formuur for Sverrig. K. P.s hele Conduite i denne Sag er overalt meget omtalt med den fortjente Roes. (Jan. 1807).
Det var i Januar 1807, at Dommen faldt i Høiesteret mod Udgiveren af Bladet „Dagen“, K. H. Seidelin, i Anledning af Klager, ført af den preussiske Minister over den Efterretning i et No. af bemeldte Blad, at Kongen af Sverrig skulde have skrevet til Kongen af Preussen, at han ei lod sig saaledes foreskrive Love af Rusland, som Preussen af Frankrig. Udgiveren blev dømt til Vand og Brød paa 8 Dage. Cancelliet og en Deel Medlemmer af Høiesteret vilde have ham dømt i Tugthuset, og Cancellipræsidenten Kaas og Justitiarius i Høiesteret Confer. Colbjørnsen skal begge have været i Forbedringshuset samme Morgen og bestilt Værelse til Seidelin samt anbefalet ham til Forstanderens Opsyn; saa visse vare de paa, at han vilde blive dømt deri. Da dette ikke skeede, havde de altsaa prostitueret sig. Pluraliteten af Publicum ansaa ham uskyldig og ustrafbar efter Trykkeloven, da Bladet havde Politimesterens maa trykkes Skjold, og dette enten maatte ansees for intetbetydende eller ogsaa Politimesteren staa selv til Ansvar. Saaledes var ogsaa nogle Høiesteretsassessorers Mening. Imidlertid søgte det ikke-
