skab; rimeligere er det, at Ogmund har været indgiftet i Tolga-Ætten, da Ogmunds Sønnesøn efter Tolga-Ættens Uddøen arver Tolga; maaske er den Fru Eyvor Gautesdatter, der endnu levede i 1328 og i et Brev, som Finn Ogmundssøn udstedte, nævnes lige efter hans Svigermoder, Finns Moder og Ogmunds Enke.[1]
Overser vi det her samlede Materiale, hvis Ufuldstændighed vistnok paa mange Punkter er fremtrædende, tør vi dog fastslaa som Hovedresultat, at Udviklingen eller rettere Nedgangen ikke er skeet i store Sprang, men hovedsagelig lidt efter lidt gjennem flere Aarhundreder. Hvis vi antager, at Hersernes Antal i 10de Aarhundrede nogenlunde har svaret til Fylkerne, har Lendermændenes Antal i 11te og 12te Aarhundrede holdt sig næsten lige saa høit eller ialfald været underkastet Fluktuationer, der ikke har grebet dybt ind. Under Kong Sverre har der vistnok været en Reduktion, men denne har ikke havt de Dimensioner, som man før har antaget, og desuden har denne Virkning været udjevnet ved den følgende Tids Udvikling: eftersom de større Landsdele underkastede sig under hans Efterkommere, har de gamle Slægter atter traadt ind i Kongens Tjeneste og atter „taget Land“ af Kongen, og under Haakon Haakonssøns Regjering har Lendermændenes Kreds omtrent været lige saa fast som før Kong Sverre, om end Antallet synes at være forringet med en Fjerdedel.
- ↑ DN. II, 165. Denne Formodning vilde være den bedste Forklaring til, at Tolga og Eidsa gaar over fra Tolga-Ætten til Hestbø-Ætten; jeg har i forrige Bind S. 219 fulgt Munchs Antagelse, at Gaute Haakonssøns Fader hørte til Hestbø-Ætten, men derimod taler, at hans Arvinger (d. e. fædrene Slægtninge) er Mænd af ganske forskjellige, ringere Ætter (se DN. III, 384 og IV, 457).
