- Thorgrim Skinnbuva (1103);
Vestlandet: Kale Sæbjørnssøn fra Agder, † 1099,
- Kol Kalessøn, udnævnt 1099,
- Sigurd Sneis fra Agder, † 1098,
- ?Svein Askelssøn paa Sole,
- ?Svein Sveinssøn paa Gerde eller Stødle,
- Serk Brynjulvssøn i Sogn (1102),
- Skofte Ogmundssøn i Giske (1102);
Nordenfjelds: Sigurd Ullstreng paa Viggen (1094, 1103),
- ?Skule Kongsfostre paa Rein,
- Jon Amessøn paa Bjarkø (1094),
- Vidkunn Jonssøn paa Bjarkø (1103),
- Sigurd Ranessøn paa Steig (1098, 1103),
- Ulv Ranessøn, † 1103.
Det hele Tal udgjør 23, men derfra maa regnes først de usikre (3), dernæst de, som forfremmes i Løbet af de 10 Aar; saaledes er neppe Sigurd Hund udnævnt før efter Steigarthores Død og Thorgrim Skinnhuva bevisligt ikke før efter Sigurd Hunds Forvisning. Det samtidige Tal Lendermænd er her mellem 15 og 20; at vi har dem omtrent alle, sees dels af, at Huller i Rækkerne udfyldes i Regelen fra bekjendte Ætter, dels af at alle disse Ætter gifter sig indbyrdes uden at lade nogen nye Mænd komme ind.
Fra Sigurd Jorsalfares og Eysteins Dage kan vi ikke opstille nogen fuldstændig Liste, men dog faar vi adskillige Oplysninger fra de forskjellige, detaljeret fortalte Episoder, hvori Kongerne og deres Mænd spiller en Rolle. Navnlig vigtig er „Sigurd Ranessøns Proces“; ikke alene nævnes her flere Lendermænd, men man ser af de Sammenkomster, hvorved Kongerne var tilstede, at der maa have været meget faa hos hver Konge: saaledes var ved
