som han på denne måde var sat i stand til at give, og det ser endog næsten ud, som om det, der har været ham mest magtpåliggende, har været at få sammen så meget som muligt. Imidlertid fortjener den dog at kendes. Martinau omtaler her bl. s. den Lofthusiske bevægelse i fölgende ord: „Grunden til oplöbet var bogstavelig det, som bladene derom have meddelt: overdrevne udpresninger fra skatteopkrævernes side. Dette var i det mindste den grund, som blev fremsat; men en denne nation iboende uvilje mod övrigheden vil altid blive en rig kilde til rejsninger. De beklage sig over amtmanden, over lagmanden, over sorenskriveren, over fogden og selv over presten, hvilke i fællesskab udgöre, hvad de kalde sin övrighed. I virkeligheden behandle disse folk dem på en vilkårlig måde og med så meget större tryghed, som de selv på en gang ere dommere og parter, således at selv de mest lovlige klager blive virkningslöse. En så mislig tilstand indgav dem den beslutning at forsamle sig og opnævne en deputeret for hvert prestegæld. Disse deputerede, treti i tallet, og med Lofthus som ordförer, erholdt lejde for to måneder og bragte sine underdanigste andragender frem for kronprinsen i Köbenhavn. De fremlagde sine skattesedler og beviste således med papiret på bordet, at der var foregået forfærdelige udsugelser. Disse sikre beviser, i forbindelse med politiske toleranse-hensyn, have bragt vedkommende til at betragte deres skridt som tilgiveligt, og de ere blevne afskedigede med löfte om, at der skal ske retfærdighed. Man har i overensstemmelse dermed også på stedet nedsat en kommission, der alene skal have at indhente oplysninger om sagen. Fremstillinger, der ere affattede på böndernes måde, ere modtagne og afsendte til hoffet, men uden at de, såvidt jeg ved, hidtil have havt andre
