deraf Udgifterne til Udgaven muligens ogsaa kunde være tænkt udredede, eftersom ingen anden Sum er angivet til Udgivelsen, men da Testamentet dog tillægger Pram dem for Samlingen og Udgivelsen, tror Administrationen „som den favorableste Fortolkning“ at kunne og burde antage Summen for et Honorar for hans Arbeide. Dette betragter han, som om Administrationen havde sagt, at Sagen vel ikke var saa ganske ren, men da heller ikke det modsatte er sagt i Testamentet, vil man i hans Faveur lade, som om man var berettiget til at udbetale ham Pengene, men raader ham dog til at lade Udgaven koste intet eller dog mindst muligt, hvilket man ogsaa, skjønt neppe med Rette, vil lade Boet betale. Han vil imidlertid ligesaalidt modtage deres Faveur som taale den Fornærmelse, at de tilbyde ham Penge, hvortil han har tvivlsom Ret. Han kan endda begribe, at man kan fortolke Paragraphen i Testamentet som anført, men ikke, at man da som ærlige Folk tillige kan tilbyde ham Pengene. Om Kammerherre P. Anker havde været i Administrationen, vilde denne Fornærmelse ikke være bleven ham tilføiet. Administrationen har paalagt ham at indstille Pragtudgaven og kun give en simpel, hvortil han skal søge Forlægger; denne Bestemmelse er ham en Lov. Han har derfor ogsaa søgt Honorar, og der er tilbudt 6 Rdlr. Arket, men han anser ikke denne Fremgangsmaade passende til Omstændighederne. Han har ogsaa tilskrevet Administrationen herom. Hvorvidt skal nu Besparelsen gaa? Skal man benytte Trykpapir, der dog overalt ansees miserabelt? Skrivpapir eller saakaldt Fransk Papir vilde forøge Omkostninningerne med nogle Rdlr. Arket. Kobbere tør man vel ei tænke paa. En Gjentagelse af Lahdes Portrait vilde være billigst, men Lahde er ei en saa celebre Kunstner som
