Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/499

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
495
BERNT ANKERS FORFATTERSKAB.

mende Personers Characterer, at det kunde opvække nogen synderlig Interesse. Fabelen eller Tildragelsen, som forestilles, synes heller ikke, i det mindste uden en langt større Udvikling og Situationens bedre Benyttelse, skikket til at underholde Læseren eller Tilskueren. Den her forekommende Lord Bellcarris vilde man se straffet for sin Impertinence, naar man skal have den fremstillet; Vilhelmine, som synes at skulde blevet Hovedpersonen, vilde man vide noget mere om, end at hun er ude at hente en saadan Impertinence; – ellers er man ingenlunde fyldestgjort. Greicourt og hans Tyrkinde komme i den sidste Scene uforberedte, og især denne sidste synes slet ikke at vedkomme Fabelen. Det hele Skuespil er vel heller neppe af Forfatteren bestemt til andet end som et Par Timers ustuderede Arbeide at more uden Undersøgelse for et Qvarters Tid, men hverken at leveres Publicum eller endnu mindre Efterverdenen[1].

3. Den 16de Julii. Uagtet i Form af et temmelig langt Skuespil i tre optoge er dette tydeligen intet andet end en Morskab ved en individuel Leilighed, der udenfor samme ingen Interesse kan eller var tilsigtet at have. Her er slet ingen Fabel, ingen Knude, altsaa ingen Opløsning, ingen dramatisk eller enkelt Handling. Optrinene ere af den Beskaffenhed, at man kan opføre dem, uden at det skulde bemærkes, i hvad Orden man vil. Her er slet intet af det, der væsentligen constituerer en dramatisk Forestilling, saa det kan siges, det uagtet dets Inddeling i Optog og Optrin og det dialogiske Foredrag alligevel slet ikke er noget Drama, eller hvad man har Ret til at fordre, et Skuespil skal være. De her forekommende Sange og Vers ere laante af andre Forfattere. Den temmelig lange versificerede Declamation i 1 Act. 1 Sc. er med nogle Udeladelser og faa, ei heldige Forandringer taget af Ewalds skjønne, af alle bekjendte Digt «Haab og Erindring». Visen: «I Ungdommens Dage» er af Etatsraad Falsen; den: «Jeg er af Naturen saa ferm som en Mand» af Trøyel pp. – Efter alt dette vil nærværende Stykke heller neppe qvalificere sig til at lægges for Efterverdenen[2].

4. Skorstensfeieren. Dette er et udialogiseret Udkast til

  1. Udførlig Indholdsangivelse findes i Chra. Theaterhist. S. 160–63.
  2. Herom kan sees videre i Chra. Theaterhist. S. 191–95.