betænkelig, at han lod kommandanten kalde for af ham at få oplysninger, om garnisonen i påkommende tilfælde vilde vise sig pålidelig. Dog er det ganske mærkeligt, at selv Martinau forudsatte, at der vist var megen overdrivelse i disse rygter. Han var for övrigt i denne tid meget syg og havde omtrent måttet holde sig inde i hele November; formodentlig var dette de förste udbrud af den sygdom, som inden nogle års forlöb skulde lægge ham i graven.[1] Först 29 November deltog han atter i en selskabelig sammenkomst, i den middag, som Haxthausen gav i anledning af sin udnævnelse til general-krigskommissær. Ved denne lejlighed er der neppe forefaldet noget, som kunde udtydes til hans egen eller hans konges fordel, da han ellers neppe vilde have undladt at udbrede sig derover med megen vidlöftighed. Derimod har han der rimeligvis fået höre forskellige rygter om prinsen af Hessen, ligesom det måske også var ved samme lejlighed, at general Mansbach havde fortalt ham, at mange svensker plejede at tage borgerskab på Frederikshald for således at kunne skyde sig ind under, at deres skibe og ladninger tilhörte en neutral magts undersåtter.
En begivenhed, der kunde have megen indflydelse på de politiske forhold, var den forandring, som netop på denne tid foregik med stiftamtmands-embedet. Scheel blev nemlig senhöstes udnævnt til statsminister og förste deputeret i general-toldkammeret og afrejste 28 December isammen med
- ↑ I sin très-humble rapport af 12 Decbr. 1788 fortæller Martinau, at der i denne vinter var oprettet en klub af stadens förste indbyggere. Han var også bleven foreslået som medlem; men der var at politiske grunde fra en enkelt side gjort indvendinger derimod. Imidlertid var der ved afstemningen en afgjort majoritet for ham, – hvilket efter hans mening var et aldeles sikkert bevis på den for Sverige overmåde gunstige stemning, som den gang var den herskende.
