mændenes hengivenhed, havde bidraget til at knytte dem fastere til sit gamle kongehus og foreningen. Af disse hans formodninger indeholdt dog kun egentlig den sidste nogen sandhed. Den systematiske bagtalelse mod Sverige fra regeringens side existerede udelukkende i Martinaus egen indbildning.[1]
Under alt dette gik tiden. Martinau var ærgerlig over, at man holdt ham i uvidenhed om alt, som foregik, således at han på grund al det afspærrings-system, som blev anvendt imod ham, ikke en gang kunde få rigtig rede på krigsrustningerne, om man virkelig for alvor forberedte sig til en krig eller ikke. Fuldstændig kunde det dog ikke lade sig göre at holde ham udenfor alt, og af og til fik han derfor også vide lidt om, at man traf nogle foranstaltninger til i fornödent fald at genoptage krigen. Ligeledes lik han höre lösrevne beretninger om forskellige ytringer, således om, at general Biellard på Kongsvinger, mod hvem Martinau havde fattet en ganske særlig uvilje, skulde have sagt, at han nödvendigvis måtte have 6000 mand til sin rådighed, når krigen igen skulde bryde lös.[2] Dette var nu hans hovedsagelige emne i rapporterne til Sverige, som også udnyttedes, såvidt det lod sig göre. I et brev af 9 Maj. hvori han med
- ↑ I et brev til kongen af 11 April 1789 udtaler Martinau en formodning om, at man åbnede hans breve. Dette er måske mere end muligt. – I et senere brev til kongen af 23 April omtales, at den engelske konsul i Kristiania, Mitchell, var kommen meget henrykt tilbage fra sit besög i Stockholm.
- ↑ Våren 1789 var meget sen. Kristianias havn var således endnu isbelagt 2 Maj og gik först fuldstændig op i den fölgende uge. – Den tidligere opgivne Blakjer skanse fik – efter M.s brev til kongen af 6 Juni – nu sine kanoner tilbage og en liden besætning. En rapport fra Bromell, dat. Karlsund 8 Juni, indeholder enkelte oplysninger om de norske rustninger og en del rygter.
