rottelsen er större, end man i begyndelsen troede.“ Dette tillæg endte med fölgende sensations-nyhed, der ovenpå det foregående måtte vække så meget större opsigt: „I Stockholm skal det se forskrækkelig ud; alting er i störste oprör. Rygtet går, at kongen har arresteret sin ældste broder og landsforvist den yngre!“
Det var med god grund, at opdagelsen af en plan som den, der var udkastet af Benzelstjerna, fremkaldte almindelig uvilje og rædsel. Hvis den var bleven udfört, vilde den nemlig ikke alene have tilintetgjort den russiske flåde, men også medfört den mest overhængende fare for den danske, for dennes værfter og magasiner på Nyholm og Gammelholm og for det hele Köbenhavn. Det var umuligt på forhånd at beregne omfanget af den ödelæggelse, som vilde være bleven fölgen, hvis Benzelstjerna havde udfört sin plan og stukket O’Briens skib i brand. Når dette först var kommet i flamme midt inde imellem de indefrosne orlogsskibe, vilde det ikke længere have stået i brandstifterens magt at begrænse sin ugærning, men Köbenhavn vilde efter al sandsynlighed have gået op i luer. Dette blev forstået af alle, som vare inde i forholdene, og derfor vakte underretningen om Benzelstjernas bedrift kun én fölelse, af den stærkeste harme. Alene Martinau gjorde en undtagelse herfra.
Det ser ud, som om denne har havt en hemmelig anelse om, at Gustav III ikke stod aldeles udenfor Benzelstjernas dristige forehavende. Dette er ialfald en rimelig forklaringsgrund for den påfaldende ro, hvormed han tog den hele sag og endog sögte at forsvare Benzelstjernas optræden som aldeles berettiget! Han vilde neppe have udtalt sig på den måde, hvis han havde troet, at kongen hverken havde været vidende om Benzelstjernas forehavende eller ialfald ikke billiget dette. Han mente, at det, som denne havde gjort, ikke
